Skoven

Landsbyen ”Skoven” i Horns Herred.
Ved Willads Christensen.
Præst ved Gethzemane Kirke, Kbhvn.,
tidl. Skovkirken.
(Af ”Aarbog for 1917”).
I
Mellem Roskildefjord og Isefjord ligger en halvø, hvis nordligste del kaldes Horns Herred. Spidsen af Horns Herred, ”Hornet”, hed fra gammel tid af ”Hornsved”, et navn, som nu er glemt i folks bevidsthed og erstattet med navnet ”Skoven”, der bruges som fællesbetegnelse for hele sognedistriktet nord for Jægerspris.
Denne egn er både hvad naturen og dens historie angår, meget ejendommelig. Man kommer derud fra Jægerspris ad en af to veje, ad den såkaldte landevej mod vest eller ad en skovvej mod øst.
Følger vi landevejen, mærker man, straks efter at vejen er drejet mod nord fra Jægerspris, en kendelig forskel både i natur og klima. Fra Bøgebjerg, den bakke, som danner grænsen mellem Jægerspris Hovedgård og Skoven, ser man ud over et landskab med påfaldende jysk præg. Plantager veksler med dyrket, ret sandet jord, fjernt ude rager Nordskoven op i luften som en mørk skygge, og længst mod nord glimter og stråler Isefjordens bølger, mens en barsk kølig vestenvind farer ind over landskabet, der ligger ganske åbent mod vest. Det jyske præg taber sig ikke, når man kommer forbi de første gårde og huse; man støder endogså nord for den første landsby, Seksgårdene, på et så ejendommeligt jysk fænomen, som en mark, der efter at være dyrket, nu er blevet træt og holder på at klæde sig over med lyng. På den modsatte side af vejen i en lille granskov holder en samling gyvelbuske til, og de synes at trives fortræffeligt. Drager man videre frem forbi den idyllisk beliggende Skovkirke, har man på højre hånd den mægtige Nordskov, på venstre en spredt
række af vekslende gårde og huse, der mod vest ud mod fjorden dækkes af en lang række mer eller mindre lyngbevoksede kæmpehøje, der strækker sig fra Seksgårdene mod syd helt ud til Hornets spids, ligesom en række fremskudte forter ud mod fjenden, Isefjorden, der ligger og knurrer derude og året igennem sender vestenstorme som hærgende krigere ind over egnen. – Står vi endelig ude ved den yderste samling af gårde og huse, det såkaldte Barakkerne, har man det ejendommeligste skue for øje, et landskab, fra hvis højder der haves en glimrende udsigt over Kulhusrenden, halvøen Halsnæs fra Frederiksværk helt ud til Kattegat og over Odsherred og Isefjorden mod vest. Men mærkeligst er dog Barakkerne selv med de mange fiskerhytter og belssteder midt i det besynderligste terræn, der ser ud, som om en trold med sære luner har gået med en sæk og drysset bakke ved bakke ; smukt er det, og præget jysk.
Men man kan også komme ud til Skoven ad en mere barsk og idyllisk vej ved at slå ind på en skovvej, der fører fra Jægerspris forbi Koblerne og Louiseholm gennem Nordskoven. Her møder egnens jyske præg en først, når man kommer til Nordskoven, hvor det skifter fra bøgeskov og tusindårige ege til store strækninger med vekslende nåle- og birkeskov, hvoraf navnlig birkeskoven gør et festligt indtryk. Særegent for Nordskoven er ellers en vrimmel af kaprifolier, hvis lige jeg ikke har set andetsteds; de klatrer til toppen af de højeste granstammer, de hænger i tykke bunker ned fra træerne og fylder ved sommertid skoven med sød vellugt. Vejen gennem Nordskoven snor sig frem over store engmoser med lyngtuer; kæmpemæssige bregner og sandede hulveje kantede med lyngskrænter møder øjet hvert øjeblik, og man tror sig hensat til Jylland.
Som Skoven med hensyn til natur i mange retninger minder om egne i Vestjylland, således er det samme tilfældet med hensyn til Skovens historie. Det er jo det ejendommelige for mange vestjyske hedeegne, at de efter at have haft en rig oldtidshistorie gennem
-----ooOoo-----
-----ooOoo-----
Stenalder og Bronzealder, hvorom gamle kæmpehøje vidner, har ligget hen i umindelige tider som lynghede, indtil nu i vore dage ploven år for år lægger bestandig mere ind under Danmarks agerland.
Skovens historie har også denne ejendommelighed fælles med Jylland; folk har i oldtidens forskellige tidsaldre fra Stenalder til Jernalder slået sig ned på spidsen af Horns Herred og efterladt gravsteder som minder om deres leven og færden. Men omtrent fra den tid vor historie regnes at begynde, Christi fødsel, og til midten af det 17. århundrede, har der været folketomt herude som på Jyllands hede – der bredte lyngen sig, her skoven. Efter en død tid på ca. halvandet årtusinde har Skoven igen fået en historie, og der er nu en bebyggelse, som yder husly til 8-900 mennesker. – At give en skildring af Skovens historie i oldtid og nutid skal da være formålet for nærværende fremstilling, for derigennem at hjælpe beboerne til at kende deres hjemstavns historie.
II
1. I stenalderens dage.
Hvis vi skal begynde med begyndelsen, det vil sige den tid, da de første mennesker gik i land på Hornsveds Strand, så kommer vi til at tage et langt spring tilbage i tiden på sådan noget som 8000 år, om det slår til. Ved de tider var der noget anderledes i Skoven end nu, Slagelsebæk ½ mil nord for Jægerspris var da en fjord, der forbandt Roskildefjord med Isefjord og skilte spidsen af Horns Herred fra det øvrige herred som en ø for sig. Denne Horns Herreds Ø var landingsplads for nogle af de første mennesker, der har vist sig på denne del af Sjælland. De kom sagtens sejlende ind fra Kattegat og rejste deres usle hytter af træstammer og grene og mos nede fra strandkanten i læ af øens skærmende skove. Et frodigt vildnis af urskov med eg og hassel bredte sig fra strand til strand, og kronhjorte og urokser græssede under
træernes kroner. Helt nede ved strandbredden indtog den tids mennesker deres primitive måltider, der mest bestod af østers og lignende skaldyr, som de skrabede op fra bunden af fjorden; havde de været så heldige at fange et marsvin, gjorde de sig rigtig til gode med det fede flæsk. En portion hasselnødder var den stående dessert. Tid efter anden kom de så vidt, at de dristede sig i lag med skovens vildt og fik fældet en hjort ved hjælp af deres stenpile; faldt over en ulv eller en ræv, fortærede de også den, de havde ikke råd til at være kræsne. En god hjælper på jagten havde de i hunden, som var deres eneste husdyr.
Der er ikke bevaret levninger fra disse menneskers måltider, køkkenmøddinger kaldes de, i selve Skoven, men derimod ved stranden lige overfor, ved landsbyen Havelse, hvor store dynger røber, hvad de har sat til livs dengang.
Man kan ikke sige andet, end at de har været omhyggelige for deres døde. De levende boede i simple hytter, hvoraf der ikke findes det fjerneste spor, men den døde betænktes med et næsten uforgængeligt hus, et stenkammer, som står den dag i dag så fast, som da den rejstes for 6000 år siden. Var det en mand, der var død, lagde de ham til hvile fuldt påklædt, og de gav ham hans våben med sig, for at han kunne holde sine fjender fra sig også i de dødes rige. En kvinde fik sine smykker med, at hun ikke skulle stå til skamme i det hinsides, mad til rejsen glemte de heller ikke at give dem med. Når alt var bragt i orden, lukkedes kamret, og der opkastedes en jordhøj over stendyssen.
Mangler Skoven køkkenmøddinger, har den til gengæld høje som minder fra menneskeslægtens barndom. Da Frederik den Syvende som prins i 1834 opholdt sig på Jægerspris Slot, lod han 20 grave i egnen udgrave, deriblandt var der også enkelte fra Stenalderens dage. –

-----ooOoo-----
-----ooOoo-----
Den interessanteste af disse undersøgte høje var den sydligste af højene ved Troldegården, som viste sig at indeholde to gravkamre, hvoraf det østligste var dannet af 7 endestillede sten og 3 overliggere. En stensat gang førte fra syd ind til kamret. I dette kammer fandtes 2 menneskeskeletter, 4 flinteknive, 1 bæverskyttel og en slibesten, de to sidste af rødt kvarts. – I det andet dobbelt så store gravkammer ved siden af, lå der ikke mindre end 9 skeletter dækkede af et lag sand, ovenpå hvilket der var anbragt en klump sammenrustede jernsager fra en langt senere tid. Ved skeletterne fandtes to flintflækker og en tresidet pilespids.
Den såkaldte jættestue i Slotshegnet, som blev udgravet allerede 1744 af Frederik den Femte, synes også at være fra denne tid. Gravhulen her er 3 alen høj og bred og 5 alen lang, gangen derimod kun 1½ alen bred og 8½ alen lang. Her fandtes 3 skeletter i gravkammeret og 1 skelet i gangen og desuden 2 flinteøkser.
I Julianehøj ved Slotshegnet, som tidligere hed Monses Høj, men efter udgravningen af arveprins Frederik 1774 til minde om hans moder kaldes Julianehøj, fandtes en mængde skeletter, det ene lag stuvet ovenpå det andet, så den synes gennem længere tid at have været benyttet som begravelsesplads. Her fandtes også stenredskaber.
Højen ved drengekolonien Jomsborg, som er udgravet i vore dage, indeholdt 11 skeletter, der var anbragt siddende på hug omkring er ræveskelet.
Foruden de nævnte stensager i Troldegårdshøjen fandt Frederik den Syvende i forskellige høje og på markerne en stor kølledannet, grå sandstens slibesten, 15 tm. lang, en stenhammer af 6½ tm. længde, udstyret med 3 striber på hver side, og en flintsav af form som en halvmåne.
Efterhånden gik stenalderfolket over fra jæger- og fiskerliv til begyndende landbrug og kvægavl. På små indhegnede
marker dyrkedes en smule hvede; ved Troldegårdshøjen findes et langagtigt firkantet, at stensætning indhegnet, stykke jord, som måske er en stenaldermark. Nogle svin og får, som selv bjærgede føden i skoven, var de første tæmmede husdyr.
III
2. Broncealdertiden.
De fornemste minder i Skoven stammer imidlertid fra en følgende tid, vel en 1000 år før Kristus. Denne tid kaldes broncealderen efter metallet bronce, som befolkningen havde lært brugen af i udlandet. Størstedelen af højrækken i Skoven er fra denne tid. – De folk var hovedsagelig jordbrugere, og de holdt køer, samtidig var de ivrige krigere, som havde skibe liggende parate ved stranden. For at kunne holde udkik over strande boede de oppe på højderne, og her stedte de også deres døde til hvile. Til dette øjemed byggede de gerne først et lille kammer på en alen eller to; den døde blev da lagt på bål, og asken nedlagdes i stenkammeret. Derefter samlede stammen sten sammen og opdyngede en stenhøj over kamret. Til sidst fyldtes i reglen jord op over, indtil højen havde fået en passende størrelse.
I den størst og højest beliggende af alle høje i Skoven , Knudshøj, på Skåninggårde, hvorfra der haves en vidunderlig udsigt over egnen, fandtes af Frederik den Syvende nederst en lille stenkasse med en mægtig stenhob ovenover. Men såvel i højens top som rundt om i siderne fandtes stumper af lerurner med aske. Højen har da gennem lang tid været brugt til begravelsesplads. I en urne lå 25 små glasperler af blå farve tilligemed bronzespiraler, hvori perlerne sikkert har været anbragte, desuden nogle bronzeprydelser lavet af broncetråd. Omkring højen synes at have været en stensætning.
-----ooOoo-----
-----ooOoo-----
En høj noget sydligere, vist den såkaldte Tøvtkærshøj, blev også udgravet, og her var en stenkiste på 1½ alen, hvori lå en bronzedolk på 13 tm., fint udarbejdet. Tillige fandtes hår af et skind og noget grovt uldent tøj af simpel vævning liggende mellem nogle forbrændte ben af et voksent menneske.
Ved Troldegårde undersøgtes en høj, som ikke synes at have været dækket af jord, men henstået som en stenhob. Nederst var en stenkiste med nogle urnefragmenter.
I Kohaven, i de såkaldte Sværtebæksbakker, fandtes i en høj 19 urner, hvoraf en var særlig smuk og godt bevaret, den havde en fod af 6 tm. diameter. På midten havde den en udhugning af 12 tm. diameter. Foroven var den udstyret med et indgraveret ornament kanten rundt. Adskillige af disse urner har sikkert fra først af gjort tjeneste som mælkebøtter. I urnerne fandtes dobbelte knapper, nåle, knive, ringe og pincetter af bronze og desuden en flintflække. Andetsteds fandtes en broncerest med et øsken 7½ tm. lang. Også i Julianehøj og Jættestuen er der fundet urner og brændte ben og bronzesager. Ved pløjning på marken i nærheden af Jægerspris fandtes håndtaget af en kniv af bronze, forestillende en sækkepiber. Den nederste del er prydet med arabesker.
Broncealdertiden synes at have været en storhedstid for Isefjordsegnen, hvorom de mange høje og dysser endnu bærer vidnesbyrd, medens Nordsjælland dengang ellers lå hen i skov.
3. Jernalder og Vikingetid.
Fra det sydlige udland nåede kendskab til jernet tillige med andre metaller herop, og dermed oprinder den tid, man plejer at kalde jernalderen. At også datidens skovøboer er kommen i forbindelse den store verden, viser fundet af nogle fine romerske smykker ude ved Kulhusene. De
stammer fra ca. 200 år efter Kristi fødsel. På de tider fik landet sig en hovedstad i nærheden, Lejre. – Men medens der efterhånden voksede gårde frem ned gennem Horns Herred, hvoraf igen opstod landsbyer, først og fremmest dem, som ender på ”lev”, som Gjerlev, Landerslev og Tørslev, og nogle århundreder senere dem på ”by”, som Dråby, så opstod der ikke nogen gård eller by ude på spidsen af Horns Herred. Skovboerne har vel været på langfart som vikinger og har formodentlig syntes bedre om at bo i England eller Frankrig eller har sat livet til i det fremmede, derfor blev der folketomt herude, og skov rejste sig fra Isefjord til Roskildefjord.
IV
4. Fra Middelalder til Christian 4.
Den første gang, skoven herude er omtalt, er 1231 i en bog, som hedder ”Valdemar Sejrs Jordebog”, hvor den kaldes Hornsved og hørte under Skibby, som var krongods. Den gang stod allerede ”Kongeegen” herude i sin fulde kraft, og endnu 700 år senere kaster den agern til jorden. Hundrede år tidligere havde Dråby fået sig en lille kampestenskirke uden tårn, den er siden udvidet til det dobbelte og forsynet med tårn. Og ved år 1300 rejstes et kongeligt jagtslot i Hornsved, som blev kaldt ”Abrahamstrup”, hvoraf der måske findes rester i den midterste del af nordfløjen på Jægerspris Slot. Fra dette slot var det, at Erik Menveds dronning Ingeborg i 1318 kørte mod Holbæk og undervejs var så uheldig at vælte med vognen og tabe sin 4 måneder gamle søn, som derved brækkede halsen, hvorfor hun gik i kloster og døde året efter af sorg.
På Abrahamstrup afløste den ene lensmand den anden, og kongen havde store jagter i Hornsveds tætte skove; navnlig kong Hans var en hyppig gæst derude i den tid, hans elskede Edel Jernskæg boede på slottet. Hun døde her
-----ooOoo-----
-----ooOoo-----
1512. Men nord for Abrahamstrup i selve Hornsved boede middelalderen igennem og langt ind i Christian den Fjerdes tid næppe et menneske. Det eneste spor af en mulig bebyggelse er nogle munkesten, der er fundet nord for Skåningegårde. Til gengæld var der desto flere af nogle andre væsener herude. Hornsved var, måske i 1000 år, hele Horns Herreds svinesti. De kom drivende med svin helt nede fra Selsø og Svanholm, for at de skulle samle agern og olden i Hornsveds skov. Man regnede i almindelighed, at der kunne fedes 3000 svin om året i Hornsved; men var det et godt oldenår, kunne det nå op til 9000. Der betaltes kongen 6 skilling for hvert svin. Desuden var Hornsved fællesskov for herredet, således at beboerne hentede deres brændsel og tømmer herude frit eller imod at betale 6 skilling for læsset.
Kong Christian den Fjerde interesserede sig meget for Abrahamstrup; han oprettede teglværket i Hornsved 1598. Lensmanden, Frederik Urne, skænkede altertavler og prædikestole til Gjerlev og Dråby kirker. I 1635 fik han brev fra kongen om at anlægge en udskibningsbro ved Hornsved. Der blev anlagt en dæmning som en slags havn med en træbro ud til Dyb-Renden, nuværende Kulhusrende. Og der blev opført et hus for den mand, der skulle have opsigt over brændet, som skulle udskibes. Broen blev kaldt Kongens Bro. I august 1635 var broen færdig, thi da hentede skibet ”Fladlusen” 600 læs ved der. Og 2 mdr. senere befalede kongen, at der skulle brændes en anselig hob trækul i Abrahamstrup Skove, som skulle hentes af flåden. Der er da brændt kul i skoven, og den første mand, der kom til at bo i brohuset, hed Hans Hansen Kulsvier, hans hustru var Maren Andersdatter; de blev viet i Dråby kirke 1647 og døde begge 1677. Det er de første mennesker i Skoven, vi kender navn på. Kulbrænderiet gav brohuset navnet ”Kulhuset”, thi heraf er navnet Kulhus opstået og ikke som
Traps beskrivelse af Danmark, at det skulle betyde huset på kollen eller bakken. – Dette var altså den første begyndelse til en bebyggelse af Hornsved, og inden de to første skovboere lukkede deres øjne, opstod en hel landsby herude. Før dette skete, havde svenskerne huseret i egnen og blandt andet ødelagt Kongens Bro, alligevel vedblev man at hugge brænde og tømmer i skoven, ligesom der stadig brændtes kul, der hentedes ved Hornsveds strand.
V.
5. Landsbyen ”Skoven”’s opståen.
Det første forsøg.
Foreløbig var der altså ét hus i Hornsved Skov, og det varede længe før der kom flere. Hvorledes det da er gået til, at den lange række gårde og huse langs Isefjord er opstået, det er det spørgsmål, vi nu skal beskæftige os med. Og dermed hænger det således sammen: I året 1673 solgte kong Christian den Femte Abrahamstrup og Hornsved til en af sine yndlinge Vincents Joachim Hahn, som var overjægermester. I de følgende år erhvervede han yderligere bøndergodset og tienderne under Abrahamstrup, og 26. juli 1677 forandrede kongen godsets navn til Jægerspris, til ære for overjægermesteren, hvilket navn det siden har båret. Samme Hahn, der stod så højt i kongens gunst, at han steg til gehejmeråd og ridder af elefanten, var en streng herre for sine undergivne, men tillige en dygtig landmand. Han er skaberen af landsbyen Skoven. I forvejen var Hornsved stærkt forhugget, og værre blev det, da han kom til; man sagde som et mundheld, at de huller, hans økse huggede, aldrig lod sig fylde mere. – På de store skovløse strækninger i Hornsved, navnlig langs Isefjorden, var det da, at Hahn i årene mellem 1673 og 79 lod opføre 24 gårde og huse, hvori han fik anbragt beboere, der snart blev kaldt Jægerspris skovboer
-----ooOoo-----
-----ooOoo-----
og snart bare skovmænd. Desuden oprettede han en ladegård i Hornsved, der til forskel fra Jægerspris Ladegård blev kaldt Den lille Ladegård, denne må have ligget omtrent, hvor nuværende Seksgårdene ligger. Skovmændene skulle gøre hoveri til Den lille Ladegård, det vil sige gøre alt arbejdet på denne gård og desuden svare afgift af 47 tdr. hartkorn. Det var således ikke nogen musundelsesværdig lod, de første skovboere fik, tilmed da jorden til gårdene aldrig havde været dyrket før. Hele herligheden varede da heler ikke længe, og de fleste af husene, der var opført af elletømmer, stod snart for fald. Vi kender navnene på nogle af disse folk. Lauritz Ovesen nævnes allerede 1673, senere Bent Thorsen, skomager af skovhuset, desuden Peter Skonning, formodentlig en svensker, der er blevet på egnen; det er vist ham, der har givet Skåningegårde navn, Lauritz Skomager, der siden blev skovløber i skoven; der nævnes også en Olaf Smed og en Ole Skolemester; den sidste har måske været en slags omgangsskolelærer.
Da Hahn i 1679 afhændede godset til kongen igen, tog han betaling for, hvad han havde indrettet i Hornsved, og desuden opgav han, at der årlig kunne fedes 9000 svin i skoven, hvilket skulle give en indtægt af 15.000 rigsdaler. Hahn havde holdt 150 køer på Jægerspris, dem afkøbte kongen også, til 6 rigsdaler for de bedste og 5 for de gamle; de var billige dengang. Året efter døde Hahn pludselig.
Det viste sig snart, at det var for meget for skovboerne at drive Den lille Ladegård foruden deres eget, derfor blev Ladegården 1683 revet ned, og materialet derfra brugt til 7 gårde, der blev opført på Ladegårdens jord. Disse gårde fik hver 3 tdr. hartkorn, og de havde 2-4 heste, ligeså mange køer, 6 får, 6 svin, 1 eller 2 vogne, 1 plov og en harve hver, og beboerne kunne så hver 7 tdr. rug og 1 td. byg.
Disse nye folk blev kaldt ladegårdsmændene.
De 24 skovboligers beboere, skovmændene, havde kun 1 tønde hartkorn og 4-5 heste, 2-3 køer, 14-20 får, 7 svin, 1 par gæs, 5 høns, 1-2 vogne, 1 plov og 1 harve hver, de såede 6 tdr. rug og 1 td. Byg. – Skovboligerne steg til 27. Både ladegårdsmændene og skovmændene skulle fremtidig gøre hoveri til Jægerspris Ladegård. – I året 1693 døde imidlertid mange af skovboerne og 1699 bestemtes det da, at samtlige ladegårdsboliger og 12 skovboliger skulle nedlægges, tilbage var der da af landsbyen 15 skovboliger. De, der blev stående, lå hvor nu Nygårdene og Bakkegårdene ligger. Kulhusgården, den eneste større gård, havde 4 tdr. hartkorn og var forpagtet ud til skovrider Jens Søborg for 24 rigsdaler om året. – En del af husene på de nedlagte gårde fik naturligvis lov til at blive stående, men jorden, som havde 39 tdr. hartkorn, blev lagt ud til græsgang, og således vedblev det i 50 år. Den første bebyggelse af Skoven kan da betragtes som ret mislykket.
Inden vi afslutter skildringen af dette første forsøg på at danne en landsby i Hornsved, vil vi drøfte, hvad det var for mennesker, de første skovboere. Af bedste slags har de nu ikke været, efter hvad Dråbys kirkebog røber; der var kulsvierblod i dem, det viste sig ved mange lejligheder. Det hørte ikke til sjældenheder, at nogle af dem måtte stå åbenbar skrifte i gabestokken ved Dråby Kirke, snart for forsømmelse af gudstjeneste og sakramente og snart for trolddom og hekseri; de brugte at sværge over salt og brød og at lade sold og saks gå om. De ville nødig gå i kirke, somme blev borte 2-4 år. Og kom de endelig i kirke, ragede de af og til i slagsmål i selve kirken som Mette Beder Christensen og Abelone Søren Fiskers, der måtte stå


-----ooOoo-----
-----ooOoo-----
åbenbar skrifte for tumult og skænderi i kirken.
Og uoplyste var de i bund og grund. I 1697 skulle der laves en beskrivelse over gårdene under Jægerspris. Birkedommeren fik 8 af de dygtigste bønder på godset udmeldte til at hjælpe sig hermed, men af de 8 var der kun en, der kunne skrive sit navn. Og 1725, da prins Carl, Frederik den Fjerdes broder, oprettede Krabbedams Skole, hvortil skovboernes børn skulle søge, bestemte fundatsen, at børnene blot skulle undervises i religion og kun de allerdygtigste lære at skrive og regne.
Megen fattigdom og usselhed måtte de mennesker døje, det var såre betegnende, at Christian den Sjette gav lov til, at der ved hver gudstjeneste måtte gå en tavle rundt, og de penge, der kom ind, skulle anvendes til øjeblikkelig hjælp til fattige og til at købe bibler for. Kongen skænkede selv bibler til gårdene, for at de skulle følge med som fast inventar. Og ved en tranlampes skin har enkelte vel formået at stave sig til lidt af den evige visdom.
Skønt døden til tider, for eksempel navnlig i 1693, gjorde en stor høst blandt skovboerne, nåede en enkelt, Sidse Skomager, den høje alder af 107 år.
VI.
6. Nyt forsøg på oprettelse af landsbyen Skoven 1748 – 49.
Frederik den Femtes dronning, Louise, har æren for at være Skovens nye skaber, idet hun 22ende marts 1748 gav ordre til, at der skulle bygges 14 nye gårde på den lange strækning langs Isefjorden, som havde ligget øde siden århundredets begyndelse. De 39 tdr. hartkorn blev fordelt med 2 tdr. 6 skpr. til hver gård, og beboerne skulle svare 2 tdr. rug, 7 rigsdaler 4 mark og 4 skilling og gøre hoveri. Gårdene var 6 Slagelsegårde, nu Seksgårde, 3 Troldrækkegårde, 3
Skåninggårde og 2 Hjortegårde. Og nu lykkedes det; disse gårde har, bortset fra, at 3 Slagelsegårde og 2 Troldrækkegårde i tidens løb er bleven stykkede ud til parcelliststeder, holdt sig til vore dage.
På det ældste kort over Horns Herred er Troldrækkegårde ved en fejltagelse ansat nord for Skåningegårde. Kortet er også unøjagtigt i andre henseender, således går vejen ud til skoven et godt stykke inde i Fællesskoven, hvilket ikke kan have været tilfældet.
Dette kort fra 1768 nævner forskellige navne på gamle skovboliger, således Kryblingehus, det sydligste hus i Skoven, Smedehuse ved Seksgårde, Rødstenshus inde i Fællesskoven, som først er nedbrudt i vore dage, og Vildtbondehus, hvor nu Nygårde er. Der var altså nu 14 nye gårde og 15 gamle skovboliger. Skovboligerne var imidlertid stærkt på retur. 25 år senere, 1773, var skovboligerne ved Sladderbakke omdannet til 3 Bakkegårde, og der var kun 5 af de oprindelige skovboliger tilbage foruden Kulhusgården, hvorimod der var opstået 22 huse.
Tiden omkring det 18. århundredes midte var en dårlig tid for landboerne; en forfærdelig kvægsyge lagde to tredjedele af besætningen på gårdene øde. Det stod sikkert i forbindelse med de onde tider, at kulhusmanden fik så stærk søgning ved sin brændevinskedel, indtil det kom det høje herskab på Jægerspris for øre, så kom der ordre til, at brændevinskedlen både der og i Færgegården skulle sønderslås; det var 1758. Allerede tidligere var der blevet sat en stopper for smugkroen på Jægerspris.
Ude i Kohaven oprettedes i 1759 et hestestutteri, hvorom endnu navnet på skovfogedboligen ”Hoppestaldhus” vidner. Det var en meget fornem indretning Skoven der havde fået; 16-18 uniformerede kongelige staldfolk sværmede omkring ca. 100 heste, men herligheden varede kun kort; 1771 nedlagdes det, fordi det var for kostbart.
Log ind | Sitemagic CMS