Denne lille notits fortæller os altså, at der 1787 har været nordmænd i Barakkerne, og at denne benævnelse, som en del af Nordskoven kom til at bære, blev benyttet dengang. Og siden blev matrikelbenævnelse på alle de små husmandssteder, Enghaver og jordparceller, som begrænses af Kulhusgården og Bakkegårdene mod vest og noget af syd, søen mod nord og ellers omkranset af skov.
Det fortælles, at her kom 7 nordmænd eller norske familier. Mest bekendt af disse er slægten Amundsen, der havde ejendommen no. 15. Christen Christensen, dens nuværende ejer, har således i tidligere tid svaret aftægt til Karen Christen Amundsens, der blev en meget gammel kone, og døde på Halsnæs. Hendes svigerfader Amund Christensen døde den 21. oktober og blev begravet den 26. oktober 1844, 74 år gammel. Han skal have været en af de indvandrede nordmænd.
Det var særlig langs med Kulhusgårdens Enghave, at disses hjem lå, medens rydningen af skoven og bebyggelsen længere mod syd fortsættes af folk, dels her i Skoven, og dels fra forskellige andre steder. Der er dem, som vil mene, at de huse som nordmændene fra begyndelsen opførte, har været soldaterhuse.
Da skoven var ryddet og boliger opførte i Barakkerne, blev den gamle skovfogedbolig til Bakkegård 5. Den del af denne ejendoms jord, som ligger nærmest ved Andekæret, kaldes endnu ”Plantagen”, hvilket minder om, at der her en gang har været en plantage. Den sidste skovfoged Christen Pedersen, har endnu ætlinge her i egnen; Anders Andersen, Nyhuse 8, nedstammer gennem sin fader fra ham i femte led.
I de omgivelser, hvor Skovkirken nu ligger, lå en jordstrækning ubenyttet hen, men i årene op mod 1800 blev der her opført 8 små ejendomme, kaldet Nyhuse. Der hørte fra begyndelsen kun
5 á 7 tønder land til hver af disse, men noget senere, vistnok år 1800. Vegener beretter, at der år 1800 blev der givet tilladelse til at udstykke Trollegård, og af denne gårds jorder give de 7 af Nyhusene hver en jordparcel til udlod. Trollegård 1 med hovedparcellen blev herefter kun et parcelliststed at regne.
2 af Slagelsegårdene forsvinder i dette tidsrum, men genopstår som 2 Nygårde, og nord for disse et par husmandssteder af samme navn.
Smedehusene, som alt nævnes på de ældre kort, har for et par steders vedkommende fået jord, og er blevet husmandssteder i denne periode. Flere af smedehusene er huse, hvortil hører 2 skæpper land.
På de udflyttede Slagelsegårdes plads i Seksgårdene ere nogle af de gamle bygninger blevet stående og har fået hver en haveplads, samt egne matrikelnumre, der i nummerrækken står efter Smedehusene. Det er disse huse, som Wegener og Villads Christensen henregner til at være parcelliststeder.
Da Kong Frederik den Syvende købte Jægerspris Gods, og bøndergodset blev frasolgt, blev der tilbageholdt nogle huse, deriblandt 2 af de ovennævnte huse i Seksgårdene.
År 1813 regner man med, at der her i Skoven var 19 gårde samt 40 huse og husmandssteder. En del af disse små husmænd vare ofte samtidig skovarbejdere eller håndværkere. På nogle tider af året fiskeprangere, deltog i fiskeri og drev krybskytteri. Nogle af dem gjorde arbejdsdage hos gårdmændene, for at låne heste, køretøj og avlsredskaber til at ordne deres egen lille jordlod med om søndagen.
Syd for Skoven lå Kokobbelen og Øksnekobbelen. Disse blev omdannet til en Schæfergård, hvor der holdes 180 køer og 1600