Kulhuse

Historisk Forening har skrevet en bog om Kulhuse: se her! Landliggerne Kulhuse.
 
      Hvad jeg ved af Skovens historie i Horns Herred
      Optegnet af
      Billedskærer Lars Nielsen, Kulhusene
      Jægerspris.

      Påbegyndt optegnelsen i 1928
      Indledning
Hornsved Skov, således er benævnelsen på den egn, hvis historie jeg her, efter evne, vil søge at skildre. Det gamle udtryk benyttes endnu af Halsnæsserne, medens man andre steder nøjes med at sige: ”ude i Skoven”. Min faders forfædre hører til hine slægter, som ryddede træerne, opdyrkede jorden, opførte boliger, drev jagt i skoven, fiskeri i søen og skar tørv i moserne.

Om al denne idræt og meget andet blev der talt i de lange vinteraftener, før aviserne kom i brug og fortrængte den mundtlige underholdning. Med stor interesse har jeg i min barndom og tidlige ungdom hørt gamle mennesker fortælle om de gamle svundne tider i min fødeegn, og om de henfarne slægters familieforhold. Gennem hele mit liv har jeg søgt at benytte enhver lejlighed til udvidelse af min viden om disse forhold.

I de senere år er det lykkedes mig, gennem Kpt. Fogtmann og rodemester Flint, begge i København, men som har rod i de gamle skovslægter, at få en del optegnelser fra kirkebøgerne, som i høj grad stadfæster de gamles beretninger, som i nyere tid ofte er glemt eller forvansket. Et par gamle kort har ligeledes været mig til stor nytte ved mine granskninger. At bevare for efterslægten hvad jeg ved om Skovens historie, før jeg selv tager det med mig i graven, er formålet med at jeg optegner det her.
En historiker, ”Wegener” skrev et stort værk for Kong Frederik den Syvende om Jægerspris Gods, og Pastor Villads Christensen har skrevet en skildring: ”Landsbyen Skoven”. Jeg vil lejlighedsvis komme til at gøre henvisninger til disse værker.
Den række gravhøje, som findes langs Vester Strand i det nordlige Horns Herred (egnen nord for Jægerspris) og de deri fundne oldsager vidner om, at denne egn har været beboet i Stenalder, Bronzealder og Jernalder, og at disse mennesker,
hvis navne og bedrifter er os ukendte, har haft forbindelse med datidens kulturfolk romerne, men fra den historiske tid haves hverken skriftlige eller mundtlige beretninger om beboelse i Hornsved Skov, før under Kong Christian den Fjerde. Den store øde skov hørte under Abrahamstrup (det nuværende Jægerspris), der dengang var et krongods.

Sagnene fortæller, at kæmper og trolde havde tilhold i skoven, og kastede med sten efter kirkerne i det sydlige Horns Herred og i Odsherred, og at Dronning Margrethe, ridende på en hvid hest beslået med guldsko, havde vovet sig ud på jagt i den mystiske skov, hvor hesten havde tabt den ene af guldskoene.

 I sidstnævnte sagn findes den historiske kerne, at de kongelige drev jagt i skoven, når de kom til Abrahamstrup, som da var et jagtslot. Hvorefter dette har fået navn, og når det er bygget vides ikke. Det nævnes første gang i 1318, i anledning af at Kong Erik Menveds Dronning Ingeborg, på rejse til vogns fra Abrahamstrup til Holbæk, hvor hun skulde besøge sin broder, den landflygtige svenske Kong Birger, tabte sin lille søn, som faldt ud af vognen, blev overkørt og dræbt. Andre kilder beretter, at det skete ved at vognen væltede. Denne prins var den sidste af en stor flok, der alle vare døde som små. Dronningen gik i kloster af sorg, og døde kort efter, og inden længe døde også Erik Menved 1319, hvorefter tronen tilfaldt hans broder Kristoffer den Anden, under hvem Danmark var sin undergang nær.
 
I Hornsved Skov kunde fedes flere tusinde svin, som da gik og sankede agern. Hahn, som opførte de første gårde i Skoven, opgav at der, når det var et godt oldenår, kunde fedes indtil 9000 svin, ellers under almindelige forhold 3000.
                                           ooOoo                                                                                   ooOoo
Denne indtægtskilde var bortforpagtet mod en bestemt sum ”Oldengæld” kaldet. Vedkommende, som havde det i forpagtning, modtog da fra de nærliggende herregårde og omliggende byer, svin til fedning for 6 skilling stykket. Dette vedvarede til op i tiden, efter at bebyggelsen var begyndt.

Ligeledes blev der fældet træer til tømmer og brændsel i Skoven, som var fælles for godsets bønder.


Den virksomme Kong Christian den Fjerde, der forstod at udnytte alt, lod år 1598 oprette et teglværk i Hornsved, og besluttede senere at lade skove brænde og brænde kul, og med disse formål for øje lod han på nordspidsen anlægge en bro, som de fartøjer kunde anløbe, som skulde udføre disse produkter.
 
Om de begivenheder, der knytter sig til anlægget af nævnte bro, berettes følgende:

Alt hvad bygningsvæsenet på Abrahamstrup angik, lå ene under Lensmandens overtilsyn, og man var i året 1635 ivrig sysselsat med at bygge en udskibningsbro fra Hornsved. Den tredie maj befalede Kongen Frederik Urne (Lensmanden på Abrahamstrup) at sætte et brokar af egetømmer ved dæmningen, og at lægge fra brokarret af en bro på pæle.
Tvende pælerækker skulde nedrammes, og rummet mellem dem fyldes med sten og træknubbe, så at broen kunde modstå bølgeslagene.Et hus skulde bygges ved broen til bolig for den mand, der skulde have tilsyn med det til udskibning henførte brænde, og i løbet af foråret og sommeren 1635 blev skibsbroen ved Hornsved bragt såvidt, at Kongen i slutningen af august kunde tænke på at sende fartøjer derhen efter brænde. Men tvistigheder mellem Fogeden på Abrahamstrup og Tømmermanden, som den kongelige Overtømmermand ”Hans Anemøller” måtte søge at bilægge, synes at have forhalet
broens fuldendelse til henved efteråret. Derpå lod Kongen også brænde kul ved Abrahamstrup og udføre deraf til København. I et brev fra Kong Christian den Fjerde til Lensmanden Frederik Urne, dateret den 27. august 1635 står følgende:

”Du skal befale Kobbersmeden, at han begiver sig hid, og skal du give den Anordning, at der står så megen Ved færdig på Abrahamstrup Skove, som Fladlusen kan føre, som haver inde 600 Læs Ved”.

I et senere brev læser man følgende:

”Du skal det første mulige lade brænde en anselig Hob Kul på Abrahamstrup Skove, som siden derfra skal føres til Vands henad København. Og når Kullene ere brændte, da skal Du lade Admiralen på Holmen det vide, at han sender Skibe der hen som dennem hender”.

Frederiksborg den 8. oktober 1635.

Den ovenfor omtalte bro fik navnet: ”Kongens Bro”, og det hus som blev bygget til beboelse for den mand, som skulde have opsyn med det til skovede brænde, det fik navnet Kolhuset, som ifølge Trap betyder: ”Huset på Bakken”. Ca. 40 år senere blev Kolhus til en landejendom med det største hartkorn af alle landbrug i Skoven, og blev senere kendt under navnet ”Kulhus”. Man vil påstå, at dette navn stammer fra kulbrændingen. Om dette er rigtigt, eller om navneforandringen er sket ubevidst i folkemunde, vil jeg lade stå hen i det uvisse, men til bekræftelse af Trap tjener, at navnet ”Kolhus” står anført på en kopi af Skovens ældste kort, som er i min besiddelse. Endvidere nævnes i en fortegnelse over, hvad der hørte til Jægerspris Gods år 1679, at en gård i Landerslev havde en eng ved Kolhus.
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
 Når man senere i tiden nævnede Kolhus eller Kulhus, så mente man kun hin bestemte ejendom, medens alt andet til højt op i tiden hed ”Ude i Skovboligerne” eller ”Ude i Skoven”, hvilken sidste benævnelse forøvrigt benyttes endnu. Mændene i Kulhuset blev gennem tiden benævnet ”Kulhusmanden”. Under dette navn står de i ældre tid indført i kirkebøgerne, og man kan ligeledes lejlighedsvis læse, at Kulhuskonen har båret et barn til dåben.

Pastor Villads Christensen nævner som de første kendte navne i Skoven og de første beboere i Kulhuset, Hans Hansen og Maren Andersdatter, der blev viede i Dråby Kirke 1647 og døde 1677. Det er altså dem, der under Svenskekrigen 1658 fik besøg af svenske soldater, som ødelagde Kongens Bro, der aldrig siden blev istandsat. Den nuværende havn er først påbegyndt for cirka 50 år siden. En mundtlig beretning, som er gået fra slægt til slægt indtil vore dage, fortæller at de daværende beboere i Kulhuset under Svenskebesøget havde gemt deres få værdisager i en brønd. Kulhuset blev tillige kro og logihus for rejsende, og grufulde sagn fortæller om, hvorledes disse om natten blev myrdede og udplyndrede, og ligene blev gemt i en hemmelig brønd i gårdens sydvestlige hjørne, eller oppe i Kirkemose (Kærmose).
 
 
Kolhuset (Kulhuset), som opførtes 1635, er altså den første kendte beboelse, som er opført i Skoven. De næste der omtales i de mig bekendte skriftlige kilder, nævnes først senere i 1673. Det spørgsmål gør sig da gældende: ”Hvor har de mænd boet, som fjernt fra menneskelig bebyggelse skulde fælde træer og brænde kul i den øde skov. Har de som nordmændene,der kom henved halvandet hundrede år senere, boet i barakker, eller er der opført nogle boliger til dem”? Jeg har til besvarelse af dette spørgsmål kun gamle mundtlige beretninger at holde mig til,
samt følgende notitser fra Dråby kirkebog, der begynder 1646. Nedenstående peger i retning af, at der i begyndelsen af Skovens rydning og bebyggelse, foruden Kulhuset og Aages Hus har været et hus, kaldet ”Skovhuset”, en slags arbejderbolig for nogle af skovens første beboere. I en notits om Skovrideren ”Jens Søborg” siges, at han boede i Skovhuset ved Kongens Bro. Hint skovhus har altså ligget i nærheden af Kulhuset, hvor Skovens historie i historisk tid begynder.

Nedenstående notitser efter kirkebogen fra hin tid er tilvejebragt på initiativ af læge Høeg, Jægerspris:

1652    Fadder:    Hans Hansen i Kulhuset
1655    Fadder:    Hans’s Quinde i Skovhuset
1659    Rasmus Tømmermand, Tangebjerg Huse, en søn til dåben kaldet: Bertell.
Tangebjerg Huse er det nuværende: ”Vænget”. Bertel Rasmussen blev gårdmand i Skoven og døde i 1715. En af hans døtre, Else Bertelsdatter, ægtede Christen Christensen Vest, Hjortegården. Fra dem nedstammer de forskellige grene af slægten Vest i Skoven.
1661    Fadder:    Niels Knudsen af Kulhuset
1662    Fadder:    Hans Hansens Hustru i Kulhuset
1662    Fadder:    Hans Hansen i Kulhuset og hans tjenestedreng Jeppe
1663    Fadder:    Jens Skomagers datter tjendende udi Kulhuset
1664    Rasmus Tømmermand udi Thangebjerg Hus en søn til dåben kaldet: Steffen, Fadder:     Maren Hanses udi Kulhuset
1664    Fadder:     Hans Hansen Kulhuset
1664    Fadder:    Hans Kulsvier i Kulhuset
1667    Fadder:    Hans Kulsvier i Hosved Skov, Anders Andersen og  Laurits Olsen ibd (sammested)
1667    Peder Graver ud i Hosved en datter ved dåben kaldet: Berrete.
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
1667    Fadder:    Hans Kulsviers datter i Kulhuset
1669    Laurits Olsens søn, Christopher kaldet, ud i Skofhuset
1671    Jens Hansen Søborg Skovrider, boende i Skovhuset ved Kongens bro,
    en datter til dåben kaldet: Ane
1672    Peder Thorkildsen i Skovhuset, en søn til dåben kaldet: Jeppe
1673    Fadder:    Anders Kulsviers Hustru i Skovhuset
1673    Laurits Olsen i Skovhuset, en søn til dåben kaldet: Ole
1673    Peder Skræder i Houfveds ???? (Hosved Skov) en datter til dåben kaldet:
    Karen. Moderen til dette barn kaldet: Bodild.
1673    Fadder:    Las Olsens Hustru i Skovhuset
1674    Jens Søborg, Skovrider boende i Skovhuset, en datter til dåben kaldet: Ane
1674    Laurits Skomager i Skouhuset, en søn til dåben kaldet: Svend

 
Fra Peder Kyhn Flint har jeg følgende notitser:

År 1673 fik Laurits Ovesen i Skovhuset en søn Aave døbt.

Samme år nævner Kaj Ovesens Hustru i Skouhuset:
 
Den mundtlige tradition i slægten Ovesen siger, at deres slægt er den ældste her i Skoven, og at den nedstammer fra de første kulsviere, som kom til for at brænde kul, og det er muligt, at dette er rigtigt.
 
Pastor Villads Christensen, Græsted, (før her i Skoven), nævner endvidere følgende navne fra kirkebogen:

Olaf Smed, Ole Skolemester (muligvis et tilnavn), og Laurits Skomager, som siden blev Skovfoged.
 Endvidere Peder Skaaning, og mener at det skulde være efter ham, at Skaaningegårdene har fået navn, men det er dog på et langt senere tidspunkt de skaaninger kom hertil, efter hvem disse gårde fik navn.

(Indholdsmæssigt spring - her er der noget usikkerhed om sidenummerering)

Og disse melder, at nogle enkelte huse, som i tiden op mod 1800 fik jord tillagt og blev små husmandssteder, allerede skal være opført langt tilbage i tiden til beboelse for dem, som havde med skovhugst og kulbrænding at bestille. I et enkelt tilfælde kan jeg påvise rigtigheden af dette. I en fortegnelse over, hvad der hørte til Jægerspris Gods år 1679, nævnes ”Vangen ved Oves Hus”. Oves hus er det senere Barakkerne 24, Knud Christensens nuværende ejendom. Til dette sted hørte til langt op i tiden den forpligtelse at holde 6 heste til kørsel af træ, som blev fældet i Skoven.

Barakkerne 23, Jørgen Larsens nuværende ejendom, var oprindelig Hyrdehus, og alle dem som havde bopæl her, med samt deres slægtninge, fik så hyrdenavn som tilnavn. Jeg mindes således fra min barndom: Hyre Skræderen og Hyre Dorthe m.fl. Men så var der en mand, som var Hønsekræmmer og købte nævnte ejendom. Han beholdt så sit Hønsekræmmernavn, og siden ere jo slige tilnavne bortfaldet her i Skoven.
 
 
På et gammelt kort ser man i nærheden af Kulhusgårdens Enghave et hus kaldet Rævehuset. Et stykke fra Oves hus lå siden i tiden Skovfogedboligen ”Rødstenhus”. År 1839 nedlagdes den til dette brug. Var derefter lejehus, hvor Christen Madsen og derefter dennes søn Lars Christensen boede, indtil den ind i dette Århundrede blev nedrevet. Nogle af de første 
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
 mænd, som kom her til Skoven, har været Kulsviere, men tilnavnene viser, at der senere i tiden har været indvandring fra vidt forskellige steder.


 
I tiden efter svenskekrigen, da broen ved Kulhus var ødelagt, var der en tid tale om atter at beplante de forhuggede skovpartier i Hornsved Skov, men så skete der pludselig noget, som brang et helt modsat resultat.

Den enevældige Kong Christian den Femte solgte år 1673 det gamle danske krongods Abrahamstrup for 6000 rigsdaler til den tyskfødte Hofjægermester Vincent Joachim Hahn, og lod siden til hans ære og pris navnet Abrahamstrup omdøbe til dets nuværende navn Jægerspris.

Hahn var som før nævnt tysker af fødsel. Hans moder flygtede under Trediveårskrigen med ham, som da var en lille dreng, til Danmark. Hos Kong Christian den Femte kom han til at stå så højt i gunst, at han – som var Overjægermester – blev udnævnt til Gehejmerråd og Ridder af Elefanten. Mod den danske adel var han lejlighedsvis overmodig, og hård mod sine undergivne, men opfyldt af energi og virkelyst.
 
Man sagde, at de huller, som hans økse hugged i Skoven, aldrig vilde fyldes mere, og hvor hans hest satte foden, vilde græsset ikke siden gro. Sagnet om ham, (den vilde jæger) der for gennem luften med sine hunde, har bevaret mindet om ham til vore dage. Og den tid ligger ikke så fjern, da krybskytterne flygted af Skoven, når de troede at høre hans komme i luften. Hahn fortsatte nu fældningen af skoven langs søen ved vestsiden, og berøvede derved vor egn dens læ mod veststormen, så den har haft frit spil siden. På den lange smalle strækning fra Kulhus til det nuværende Seksgårdene 
sydgrænse lod han opføre 24 skovboliger (Kolhuset iberegnet, som nu blev udvidet til en landejendom, med fire tønder to skæpper og to fjerdingkar hartkorn).

De fleste andre af disse første gårde i Skoven fik hver lidt over 2½ tønde hartkorn, men nogle næppe 1 tønde og et sted 3 fjerdingkar. I alt 47 tønder 2 skæpper og 1 fjerdinkar.

Endvidere lod han opføre en større gård kaldet ”den lille Ladegård” til forskel fra Jægerspris Ladegård. Skovmændene eller Skovboerne, som de blev benævnede, og forøvrigt bliver endnu skulde foruden deres hartkornsskat gøre hoveri på den lille ladegård.

Den opførtes 1618 og var på 2 længer, 1 ladebygning og en staldbygning med plads til 74 kreaturer.

Til denne hørte fire marker, tilsammen hundrede og tresindstyve tønder land. To af disse marker blev besåede med firsindstyve tønder rug, medens de to bruges til høslæt og gav tresindstyve læs hø. Skovboernes og Ladegårdens hartkorn udgjorde tilsammen i alt: 62 tønder, 7 skæpper, 1½ fjerdinkar.

Hahn er altså skaberen af landsbyen Skoven, et lidt misvisende navn, som man gav den række spredte beboelser, der vare opførte. Der er som oftest her i Skoven opført et par gårde og småsteder jævnsides, undertiden tre, men kun i få tilfælde flere, navnlig Slagelsegårdene, Smedehusene og Sladderbakke. Benævnelser, som først fremkommer på kort i tiden efter 1750.
 
 
Hahn udførte mange udvidelser og forbedringer. Som ejer af Jægerspris grundlagdes således et Hollænderi med 150 malkekøer og meget andet. Efter 6 års forløb købte Kongen år 1679 Jægerspris Gods tilbage, ved at give en meget stor opgæld, men før alt ved hin handel var i orden, døde Hahn.
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
Ved denne lejlighed blev der udført en opgørelse over alt vedrørende dette gods, og i denne fortegnelse findes flere ting vedrørende Skovens historie, hvortil jeg har gjort henvisninger, og vil komme til det igen.

 
Da Kong Christian den Femte påny havde købt sit gamle gods tilbage, overlod han det til sin søn Kronprinsen, der som konge (Frederik den Fjerde) atter overlod det til sin broder Prins Carl, der tillige med sin søster Prinsesse Sofie Hedevig, opholdt dem meget på Jægerspris, hvor de bleve i høj grad afholdte af befolkningen, særlig sidstnævnte, som man opnævnede således, at hendes navn er gået igen i Skovens slægter, lige til vore dage.

Hele Hahns bebyggelse i Skoven stod kun på svage fødder. De fleste bygninger vare opførte af elletømmer og forfaldt hurtigt, og de mænd der havde fået dem i fæste, skulde ikke alene som de jyske hedebønder sætte udyrket jord i kultur og svare skat af samme, men tillige gøre hoveri på den lille Ladegård. For at lette dem denne byrde blev det år 1683 bestemt at nedbryde hin gård og at opføre 5 bøndergårde med hver 3 tønder hartkorn i stedet. Og ved opførelsen af disse at benytte den nedrevne ladegårds materiale. Da der imidlertid blev opført 7 nye gårde, som hver fik ovennævnte hartkorn, må der på anden måde være lagt et stk. jord til. De nye gårde fik navnet Ladegårdene, og de mænd som fik dem i fæste kaldes: Ladegårdsmændene. Disse holdt hver 2-4 heste, og samme antal køer samt 6 får, 6 svin, 1 eller 2 vogne, 1 plov, 1 harve. Deres udsæd var 7 td. rug og 1 td. byg.
 
Nogle af nævnte gårde bestod i omkring hundrede år. De sidste af dem blev nedrevet cirka 1783. Jorden var da bragt i bedre kultur, og blev lagt ind under Jægerspris Hovedgård.
En del af dette areal er i nyere tid beplantet med en lille granskov på vejens vestlige side mellem Jægerspris og Seksgårdene.

Oppe på Bøgebakke (Bøgebjerg) mellem Ladegårdene lå den gamle Skovriderbolig. Ladegårdsmændenes efterkommere måtte så begynde forfra med uopdyrket jord længere ude i Nordskoven. Både vildbondeslægten i Nygårdene samt slægten på Skovsøgården med flere nedstammer fra hine.



Skovboerne på de 24 skovboliger nord for Ladegårdene, ud til Kulhus, hvis hartkorn ovenfor er nævnt, havde hver 4-5 heste, 2-3 køer, 4-20 får, 7 svin, 1 par gæs, 5 høns, 1-2 vogne, 1 plov og 1 harve. De såede 6 tønder rug og en tønde byg. De mindste ejendomme var mindre. Både Skovmændene og Ladegårdsmændene skulde fremtidig gøre hoveri til Jægerspris Ladegård.

År 1793 døde mange af Skovboerne, og da deres bygninger var faldefærdige, og det var vanskeligt at få nye fæstere, blev år 1799 19 af Skovboligerne nedlagt, og deres jord udlagt til en fælled, hvor Godsets bønder havde fri græsningsret til deres køer.

Denne fælled strakte sig fra det sydlige af de nuværende Seksgårde og ud til de nuværende Bakkegårde. Nogle af de nedlagte ejendommes bygninger blev dog stående til beboelse.
 
Skovboernes hartkorn nord for Ladegårdene udgjorde, før de 19 ejendomme blev nedlagt, 47 tønder 2 skæpper og 1 fjerdinkar. Af dette blev nu taget 39 tønder og 3 fjerdinkar. Tilbage bliver der så kun 8 tønder, 1 skæppe og 1 fjerdingkar.
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
Gamle kort viser, at det er de nordligste ejendomme, der blev stående, nemlig Kulhusgården og de gårde, som 1773 benævnes Bakkegårdene.

Til Kulhusgården hørte 4 tønder, 2 skæpper og 2 fjerdingkar, altså godt halvdelen af den tiloversblevne hartkorn.

Denne gård havde skovriderne Søborg og derefter Granner i forpagtning.

Slotsgartner Vilhelm Hardus havde et af Skovstederne.

Det er ved en fejltagelse fra anden side hævdet, at Ladegårdene hørte med til de nedlagte ejendomme, men det passer ikke, og det tillige kan påvises, hvem der havde de sidste af dem, som blev nedrevet cirka 1783.

Der indtræder nu en dunkel tid i Skovens historie, hvorom der ikke er meget at fortælle. Dog kan der gennem kirkebøgernes optegnelser påvises, at mange af vor egns beboere, og af dem som er udvandrede, kan meddele deres herkomst fra hine skovfolk, som den gang blev tilbage.
 
Jeg skal i det følgende tillade mig at citere, hvad Pastor Villads skriver om hine, og derefter selv knytte nogle bemærkninger til det skrevne.

Før jeg forlader dette første afsnit af Skovens historie, skal jeg dvæle lidt ved nogle af vor egns gamle stednavne.
 
Inde i den nuværende skov ligger Guldbjerg, hvor der (ifølge sagnet) skal ligge en guldbjælke gemt fra Oldtiden, og at dette har givet den sit navn. I folkemunde er Guldbjerg forandret til Goldbjerg.
Nældemose
På Kulhusgårdens jorder lå øst for landevejen Nældemose, som benævnes således på Skovens ældste kort. Endnu i min barndom var der en rest af denne mose tilbage, men det hele blev drænet, udtørret og omdannet til agerland. Til Nældemose knyttede sig sagnet om en løgtemand, der gik og vågede over en skat og forvildede folk, som kom i nærheden af stedet ved nattetid. I årene omkring 1870 fandt man ved gravning i Nældemose løgtemandens skat i form af en del gamle mønter på størrelse som en mark. Disse mønter blev afleveret til øvrigheden, Frederikssund. De to mænd som fandt dem vare Niels Christensen, hvis fader Christen Christensen havde haft Kulhusgården og Lars Jensen, søn af Jens Andersen, Kulhusgården. Den fundne skat findes nu på Nationalmuseet.

På et udklip fra en avis står:
Ved Kulhusgården fandtes brudstykker af sølv, brugt til betaling, sammen med 83 mønter, de fleste angelsaksiske eller tyske, rimeligvis gravet ned på grund af de urolige forhold.


Andekær
På en af de jordparceller, som hørte til Bakkegård 3 ligger Andekær, som ligeledes hører til Skovens ældste stednavne, og som i hine gamle tider stod under en kongelig fiskemester.
 
Der nævnes således, at da Jægermester Hahn år 1679 atter solgte Jægerspris Gods tilbage til Kong Christian den Femte, var Andekær nylig grøftet og forsynet med prop eller stibor.
 
Da Joakim Barner Paaske i året 1738 forpagtede Jægerspris Gods, nævnes blandt det, der blev ham unddraget, følgende: Han skulde have fiskeret i stranden og ferskvandsfiskeriet, med undtagelse af to søer i Krabbedamsvang og Andekær, i den store indhegning.
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
Da mølleren Jens Vilhelm Mejer år 1816 havde fået Bakkegård 3 i fæste, hvortil Andekær da hørte, havde han her en lille lystbåd og drev jagt og fiskeri.

Efterhånden er denne lille sø stadig formindsket, og nu snart helt overgroet med rør. Min farbroder Lars Nielsen lod i begyndelsen af halvfjerdserne nemlig frø af rør ælte ind i lerklumper, der blev kastede ned i vandet. Derved lagdes grunden til den nuværende Rørmose.


Andekærbakke (Sladderbakke)
Dette sidste navn findes ikke på de ældste kort, men på et kort fra 1766, og betegner da det sted, hvor et par af de gamle Bakkegårde lå, og hvor den nuværende bebyggelse har fundet sted, og som står i overensstemmelse med den mundtlige overlevering. Men trods dette er det gamle stednavn på nyere kort henført til en mere sydlig beliggende bakke, og navnet forandret til ”Sladebakke”.


Skovsøen
Også denne hører ligesom Andekær og Nældemose til de ældste stednavne i Nordskoven, og var kongelig fiskedam, under en fiskermester, og var i Jægermester Hahns tid oprenset og betegnes som den bedste af de kongelige fiskedamme, hvori der fandtes gedder, aborre, braser, flirer og skaller. Denne lille sø kom i tiden til at høre under Bakkegård 6, som derfor kaldes Skovsøgården.
 
Slagelmose og Slagelse Å
Ere gamle stednavne, som findes på de jorder, der senere i tiden kom til at give Slagelsegårdene navn, og kom til at høre under disse.
Sorte Vanding
hed en mose i Barakkerne.

Den lille ø Alholm ude i fjorden og Alholmmose, som findes på Hjortegårdenes jorder, hører ligeledes med til de ældste stednavne i Skoven.

Jeg skal i det følgende tillade mig at citere, hvad Pastor Villads Christensen skriver om Skovens første beboere, og derefter selv knytte nogle bemærkninger til det skrevne.

Inden vi afslutter skildringen af dette første forsøg på at danne en landsby i Hornsved, vil vi drøfte, hvad det var for mennesker, de første Skovboere. Af bedste slags har de nu ikke været, efter hvad Dråbys Kirkebog røber. Der var kulsvierblod i dem, det viste sig ved mange lejligheder.

Det hørte ikke til sjældenheder, at nogle af dem måtte stå åbenbar skrifte i gabestokken ved Dråby Kirke, snart for forsømmelse af gudstjeneste og sakramente, og snart for trolddom og hekseri. De brugte at sværge over brød og salt, og at lade sold og saks gå om. De vilde nødig gå i kirke, somme blev borte 2-4 år. Og kom de endelig i kirke, ragede de af og til i slagsmål i selve kirken, som Mette Peder Christensen og Abelone Søren Fiskers, der måtte stå åbenbar skrifte for tumult og skænderi i kirken.
 
Og uoplyste var de i bund og grund. I 1697 skulde der laves en beskrivelse over gårdene under Jægerspris. Birkedommeren fik 8 af de dygtigste bønder på godset udmeldte til at hjælpe sig dermed. Men af de 8 var der kun 1, der kunde skrive sit navn.Og 1725 da Prins Carl, Frederik den Fjerdes broder, oprettede Krabbedams Skole, hvortil Skovboernes børn skulde søge, bestemte Fundatsen, at børnene blot skulde undervises i religion, og kun de allerdygtigste lære at skrive og regne.
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
Megen fattigdom måtte de mennesker døje. Det var såre betegnende, at Christian den Sjette gav lov til, at der ved hver gudstjeneste måtte gå en tavle rundt, og de penge der kom ind, skulde anvendes til øjeblikkelig hjælp, og til at købe bibler for. Kongen skænkede selv bibler til gårdene, for at de skulde følge med som fast inventar. Og ved tranlampens døsige skin har enkelte vel formået at stave sig til lidt af den evige visdom.

Skønt døden til tider, for eksempel navnlig 1693, gjorde en stor høst blandt Skovboerne, nåede en enkelt ”Sidse Skomager” den høje alder af 107 år.

Til det ovenfor anførte af Villads Christensen, skal jeg give nogle forklaringer og oplysninger.

Hvad det angår med at lade sold og saks gå rundt, for at vise tyveri igen, så lever her endnu en kone, som i sine yngre dage måtte være sin svigermoder behjælpelig med dette. Andre benyttede en arvet salmebog og en arvet nøgle til samme formål.
 
Troen på hekseri og trolddom stod endnu i fuld flor i mine ungdomsår, men nu er her kun nogle få gamle tilbage, som ikke ere frigjorte for denne overtro. Men de holder det helst for dem selv for ikke at blive til latter for den nuværende oplyste slægt.

Hvad nu ulysten til at gå i kirke angår, så er det forståeligt de forsømte dette. Det var jo en lang og i hin tid ufremkommelig vej. Desuden stod befolkningen her i Skoven aldrig i det bedste forhold til præsterne.Disse optrådte jo ikke som Christi tjenere og brang de fortrykte trøst og lettelse, men som Stovmændenes repræsentanter, der pålagde nye byrder.
 
Eksempelvis kan nævnes, at Pastor Stolpe, (præst i Gjerløv og
Dråby fra 1731 til sin død 1744) idømte dem bøder, som forsømte kirkegangen. Det var så overdraget ridefogeden at opkræve disse bøder, og når de fattige bønder ikke kunde betale, blev der taget pant af deres få ejendele. Man vil kunne forstå, at sligt ikke kunde bringe noget godt forhold mellem præst og menighed.

Hvad oplysningen angår, så var der endnu i min barndom ikke så få ældre mennesker, som hverken kunde læse eller skrive. Nogle kunde kun kradse deres navn med tre bogstaver.

Hvad fattigdommen angår, så var den hård at kæmpe med, særlig for gamle mennesker, der til helt op i mine ungdomsår måtte liste om og bede om almisse, når de ikke havde slægt eller venner, der kunde eller vilde hjælpe dem. For dem som kunde røre sig var der jo dog altid den udvej at bjærge lidt brændsel og et dyr i Skoven, samt fisk og vildtfugle på søen.

Hvad den høje alder angår, så har der stadig været, og er endnu nogle af de gamle Skovslægter, som har opnået dette.

Jeg skal nu afslutte disse betragtninger og vende mig til et nyt afsnit i Skovens historie.
 
Da Kong Frederik den Femte havde overladt sin engelskfødte Dronning Lovise Jægerspris Gods, gav hun den 22. marts 1748 ordre til, at der skulde bygges 14 nye gårde på fælleden ude i skoven. Herved mistede jo så godsets bønder deres fri græsningsret, hvorfor de siden forlangte at få Studehaven udlagt til fælled istedet, hvad der dog ikke blev taget noget hensyn til.
 
År 1748-49 blev der nu på strækningen langs Isefjorden ud til Bakkegårdene opført følgende 14 gårde,6 Slagelsegårde, som
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
lå i en samlet række på vejens vestlige side. Denne Skovens største samlede bebyggelse i ældre tid, gav man navnet Seksgårdene, som det hedder endnu. Endvidere 3 Troldrækkegårde, 3 Skaaningegårde og 2 Hjortegårde.

Disse gårde fik hver 2 tønder og 6 skæpper land, et lille stk. jord af fælledens 39 tønder og 3 fjerdinkar hartkorn, som blev til rest, lagdes ind under Skovridergården.

Fæsterne af de 14 nye gårde skulde i årlig afgift svare 2 tønder rug, 7 rigsdaler, 4 mark og fire skilling hver, samt gøre hoveri.

År 1753 bortfæstede Dronning Lovise ved sin Amtsmand den femte af gårdene ved Bøssekær (Slagelsegårdene) på følgende vilkår til en bondekarl, Anders Hansen fra Øvre Dråby.
 
Han skulde nyde de opsatte 10 fag hus og 10 fag lade, frihed for afgift af 1/8 del af agerjorden, og de øde jorder i fælledskoven, for hoveri i 2 år og det små hoveri 1 år. Han skulde derimod selv opsætte de bygninger, der endnu manglede, samt en brønd, anskaffe følgende besætning og invetarium:

4 heste, 2 køer, 2 ungkvæg, 4 á 6 får, 2 vogne, 1 plov, 1 harve og sædekorn. Han skulde så siden erlægge i penge 6 rigsdaler, 5 mark og 4 skilling, samt 2 tønder rug, 1 lam, 2 høns og gjøre hoveri. Endvidere skulde han sætte humlekuler, så kommen, plante frugttræer og pile, og sætte stengærder.

Den 17. juni 1753 brændte en anden af Slagelsegårdene ved Bøssekær, medens folkene vare i kirke, hvilken Dronningen egen lod opbygge, og tilstod den brandlidte bonde adskillige lettelser.
 
Det byggeri, som Dronning Lovise påbegyndte med opførelsen af de 14 nye gårde,fortsættes senere århundredet ud.Og måske
de nærmeste år efter 1800. Med opførelse af henved 40 husmandssteder i Barakkerne, Nyhuse, og på flere steder samt Skovskolen, og flytningen af nogle gårde. Endvidere omdannelsen af de gamle skovfogedboliger i Barakkerne og på Storengen til gårde. Dette tidsrum betegner den største byggeperiode i Skovens historie.

Med hensyn til alle disse husmandsbrug mangler jeg skriftlige kilder, og har kun mundtlige beretninger, samt nogle notitser fra kirkebøgerne, der bekræfter disse.

Beretningernes rigtighed og nogenlunde viser, hvad tid husmandshjemmene i Barakkerne og Nyhuse ere opførte.

Da de 14 nye gårde vare opførte, lå det nuværende Barakkerne endnu i skov, hvori fandtes de før omtalte få huse, hvoraf længst ude Aages Hus og Hyrdehuset, de nuværende husmandssteder ”Barakkerne 23 og 24”.
 
Skovfogederne, som havde opsyn over Skoven i det nuværende Barakkerne, vare naboer til Kulhusmanden. Den gamle skovfogedbolig findes afmærket og benævnet Skovfogedbolig på et kort fra 1766, som er i Købmand Hansens besiddelse. Den sidste skovfoged her hed Christen Pedersen. På hans tid blev skoven ryddet af indvandrede nordmænd, der boede i Barakker, til de fik ryddet skoven og opført boliger, og derefter fik denne del af Nordskoven navn.

Således lyder den fra mine farfædre, her i egnen. Nedarvede beretning og til dens bekræftelse skal jeg tillade mig at citere følgende notits fra kirkebogen:
 
1787, 15. juli, Peder Henrichsen, nordmand i Barakkerne, en datter Birthe Marie til dåben, Kulhuskonen bar hende, fadder, Niels Jensen i Kulhuset.
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
Denne lille notits fortæller os altså, at der 1787 har været nordmænd i Barakkerne, og at denne benævnelse, som en del af Nordskoven kom til at bære, blev benyttet dengang. Og siden blev matrikelbenævnelse på alle de små husmandssteder, Enghaver og jordparceller, som begrænses af Kulhusgården og Bakkegårdene mod vest og noget af syd, søen mod nord og ellers omkranset af skov.

Det fortælles, at her kom 7 nordmænd eller norske familier. Mest bekendt af disse er slægten Amundsen, der havde ejendommen no. 15. Christen Christensen, dens nuværende ejer, har således i tidligere tid svaret aftægt til Karen Christen Amundsens, der blev en meget gammel kone, og døde på Halsnæs. Hendes svigerfader Amund Christensen døde den 21. oktober og blev begravet den 26. oktober 1844, 74 år gammel. Han skal have været en af de indvandrede nordmænd.
 
Det var særlig langs med Kulhusgårdens Enghave, at disses hjem lå, medens rydningen af skoven og bebyggelsen længere mod syd fortsættes af folk, dels her i Skoven, og dels fra forskellige andre steder. Der er dem, som vil mene, at de huse som nordmændene fra begyndelsen opførte, har været soldaterhuse.
 
Da skoven var ryddet og boliger opførte i Barakkerne, blev den gamle skovfogedbolig til Bakkegård 5. Den del af denne ejendoms jord, som ligger nærmest ved Andekæret, kaldes endnu ”Plantagen”, hvilket minder om, at der her en gang har været en plantage. Den sidste skovfoged Christen Pedersen, har endnu ætlinge her i egnen; Anders Andersen, Nyhuse 8, nedstammer gennem sin fader fra ham i femte led.
 
I de omgivelser, hvor Skovkirken nu ligger, lå en jordstrækning ubenyttet hen, men i årene op mod 1800 blev der her opført 8 små ejendomme, kaldet Nyhuse. Der hørte fra begyndelsen kun
5 á 7 tønder land til hver af disse, men noget senere, vistnok år 1800. Vegener beretter, at der år 1800 blev der givet tilladelse til at udstykke Trollegård, og af denne gårds jorder give de 7 af Nyhusene hver en jordparcel til udlod. Trollegård 1 med hovedparcellen blev herefter kun et parcelliststed at regne.

2 af Slagelsegårdene forsvinder i dette tidsrum, men genopstår som 2 Nygårde, og nord for disse et par husmandssteder af samme navn.

Smedehusene, som alt nævnes på de ældre kort, har for et par steders vedkommende fået jord, og er blevet husmandssteder i denne periode. Flere af smedehusene er huse, hvortil hører 2 skæpper land.

På de udflyttede Slagelsegårdes plads i Seksgårdene ere nogle af de gamle bygninger blevet stående og har fået hver en haveplads, samt egne matrikelnumre, der i nummerrækken står efter Smedehusene. Det er disse huse, som Wegener og Villads Christensen henregner til at være parcelliststeder.
 
Da Kong Frederik den Syvende købte Jægerspris Gods, og bøndergodset blev frasolgt, blev der tilbageholdt nogle huse, deriblandt 2 af de ovennævnte huse i Seksgårdene.

År 1813 regner man med, at der her i Skoven var 19 gårde samt 40 huse og husmandssteder. En del af disse små husmænd vare ofte samtidig skovarbejdere eller håndværkere. På nogle tider af året fiskeprangere, deltog i fiskeri og drev krybskytteri. Nogle af dem gjorde arbejdsdage hos gårdmændene, for at låne heste, køretøj og avlsredskaber til at ordne deres egen lille jordlod med om søndagen.
 
Syd for Skoven lå Kokobbelen og Øksnekobbelen. Disse blev omdannet til en Schæfergård, hvor der holdes 180 køer og 1600
                                            ooOoo                                                                                   ooOoo
<
Log ind | Sitemagic CMS