Skaaningegaard
 
/Stan.jpg
Stan Andersen: På jagt efter en familie
 
Professor Stan Andersen, som er bosat i San Francisco, er en af efterkommerne af de mange danske, som udvandrede til USA i sidste halvdel af forrige århundrede. I 1990 påbegyndte han en nærmere udforskning af sine danske rødder, som viste sig at ligge i Horns Herred.
På jagt efter en familie
  Jeg kom til Horns Herred i 1990 på en sentimental rejse. Jeg ville finde oplysninger om min oldefar Peder Andersens liv. Vi, hans amerikanske efterkommere, vidste, hvornår han var født, blevet gift og hvornår hans børn var blevet født. Slægtsforskerne blandt os havde undersøgt danske kirkebøger. Men ingen steder havde vi fundet oplysninger om, hvornår og hvor han var død, hvor han var begravet og hvordan han havde skaffet udkommet til sig og sin familie før de emigrerede i 1865 til det amerikanske vesten uden ham. Hverken hans pionerkone, hans fem sønner eller hans datter havde angivet noget om hans levetid. De havde blot overleveret nogle få, forjættende detaljer.
  Peder havde fået en slags heltestatus i familieerindringen, nok fordi vi ikke vidste noget om ham. Spændende detaljer havde foldet sig ud. Vi troede, han boede på et kongeligt gods, som hed Jægerspris; det betød "Jægerens paradis" fortalte vore fædre min fætter Bob og mig. Han og kongen - Frederik den VII - gik på jagt sammen der. Peder opdrættede og tilred heste for kongen. Han byggede sig et stort hus og det brændte ned. Andre fortællinger omfattede også Peders kone Ane, og de henrykkede vore søstre. Ane tjente også i den kongelige husholdning. Hun tilbragte tiden sammen med Frederiks dronning - som mærkeligt nok også var grevinde, hørte vi. Ane og grevinden var nære venner. Det var denne Ane, som bragte familien til Amerika. Når Bob og jeg hjalp vores fædre i landbruget i udkanten af ørkenen i det nordlige Utah drømte vi om at gå på jagt i det grønne Danmark med nogle af kong Frederiks efterkommere. Og når vore søstre hjalp deres mødre i det landlige køkken, drømte de om at servere the i en grevindes selskab.
  Så da jeg, som er historiker og har afsluttet min karriere som underviser, i 1990 kom til Horns Herred, regnede jeg med, at jeg i det mindste ville finde min oldefaders grav og kunne yde ham en forsinket helte-anerkendelse. Jeg regnede med, at jeg kunne gå ind på en kirkegård og finde hans gravsten, hvor hans fødsels- og dødsår ville stå. I USA's vestlige egne kan man regne med, at hvis kirkegården eksisterer, gør gravstenene det også, uanset hvor udviskede de er blevet. De oplysninger, som står på dem er sikrere end nogen myndigheds registre. Derfor er amerikanere tilbøjelige til altid at lede efter deres forfædre på kirkegårdene i deres gamle hjemland. Det første, jeg erfarede om historie i Danmark er, at gravsten her har et kort liv, især hvis de står over menigmand.
  Da Peders efterlevende rejste til Amerika, var de konverteret til "De sidste dages hellige" - Mormonerkirken. Mormoner er nok dem i verden, som mest ihærdigt leder efter forfædre. Forfædre indlemmes i kirkens medlemskab ved stedfortræderdåb i mormontemplerne. Efter mormonsk opfattelse kan alle de døde forfædre regnes som kirkemedlemmer. Derfor er kirkens "Familiehistorie Bibliotek" i Salt Lake City et rigt historisk arkiv med en stor mikrofilmsamling, som man kan få adgang til via computer. De fleste danske kirkebøger og folketællinger findes her eller kan skaffes på bibliotekets filialer i det øvrige USA. Denne overflod af dansk historiemateriale blev fotograferet af mormonerne til deres bibliotek i 1930'erne, jeg tror, lige efter oprettelsen af Det Centrale Landsarkiv for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm i København; der kunne jeg nu se alle de originale dokumenter. Før jeg rejste til Horns Herred, gennemgik jeg påny oplysningerne om Peder Andersen på et filialbibliotek nær mit hjem i San Francisco.            
  Så jeg fik genopfrisket, at Peder Andersen (søn af Anders Rasmussen og Mette Hansdatter) blev født i 1807 i Skoven, at han giftede sig med Ane Pedersdatter fra Skuldelev sogn i Dråby Kirke i 1840, og at de fik syv børn i perioden fra 1841 til 1853. Jeg erindrer, at jeg spurgte en medhjælper på Familiehistorie Biblioteket, hvad "Skoven" betød. Var det en gård, en by, et område? "Måske det hele", sagde han. "Det betyder "skov"." Jeg vidste med mig selv, at jeg måtte se denne skov. Jeg kunne kun få lys over min dunkle historie ved at finde ud af, hvor det foregik. Skoven, Dråby, Skuldelev - det var navne, som slet ikke sagde mig noget, før jeg kom til Horns Herred i 1990.
  Det gjorde en stor forskel, da min kone og jeg kørte ind i Horns Herred - Skuldelev, hvor Ane havde boet, så Jægerspris med slottet, så Skoven (!) og helt mod nord Kulhuse. Den aften blev jeg klar over, at Peder var en dreng fra skovene i det nordlige Horns Herred, og at han i 1840 giftede sig med en pige fra en landsby i det sydlige Horns Herred. Men hvor havde han så ført hende hen? Jeg kunne fortælle min kone, at vi var i gammelt familie område, men jeg anede ikke, hvor Peder og Ane slog sig ned og grundlagde deres familie i Skoven. Tidligere romantiske slægtsforskere havde troet, at de boede på Jægerspris Slot sammen med kongen og hans grevinde. Jeg selv har altid været lidt mere realistisk og haft mine tvivl derom.
  De få familieerindringer om Peder indeholdt oplysninger om en brand i hjemmet. Nogle af efterkommerne i Amerika havde troet, at det var den brand, som ødelagde Frederiksborg Slot i 1859, og at Peder døde, da han prøvede at redde kongens heste. Jeg havde selv troet mere på, at familien havde boet i noget, der mindede om det, Peders efterkommere havde bygget i vesten, og havde derfor søgt råd hos Bente Thomsen og Annemette Jensen i Jægerspris Historiske Forening og Lokalhistorisk Arkiv inden turen til Horns Herred. Kunne de afsløre for mig, hvor Peder Andersen og hans familie boede i Skoven? Da min kone og jeg forventningsfulde ankom sidst i juli 1990, var de rede til at give mig fuld information.
  De viste mig nogle sider af et betydningsfuldt manuskript, som blev forfattet for ca. 60 år siden i Skoven af en billedskærer ved navn Lars Nielsen.1 Han havde hele sit liv indsamlet oplysninger og havde nedskrevet en oversigt over alle de tidligere beboere i Skoven. Hver oversigt stod under navnet på den gård, hvor de havde boet. En af dem var Skåningegård 9, hvis første kendte beboer var Anders Rasmussen. Han var Peders far. Om Anders (det var det navn, Peder gav sin egen ældste søn, min bedstefar) skrev billedskæreren: "Anders Rasmussen, født 1770, død 1850, overtog gården efter sin far. Om ham vides det, at han knyttede sine egne fiskegarn og arbejdede som fisker såvel som bonde." Således mødte jeg min danske tipoldefader Anders, fiskeren.
  Om "Peder Andersen, død ca. 1857" skrev Lars Nielsen i uddrag:
Peder Andersen var forfalden til drik, en gang han skulle have Mikkelsgilde, forsøgte han at afbrænde gården, hvad der mislykkedes og blev opdaget, hvorpå han hængte sig. Hans hustru og børn blev derpå Mormoner, solgte gården og rejste til Saltsøstaden til deres trosfæller ... Ved den auktion, som blev holdt over gårdens løsøre, købte min farfader Niels Svendsen ved denne lejlighed et hjørneskab, som havde tilhørt slægtens stamfader Rasmus Andersen. Dette er mærket med bogstaverne R.A.S. og årstallet 1764, er nu da dette skrives i min besiddelse.
  Der var ingen tvivl om, at dette var den tipoldefader, jeg havde ledt efter. Da choket var overvundet (tværs over mere end et århundrede), stod det mig helt klart, hvorfor vi havde vidst så lidt om familiens forhold før emigrationen. Peders tragedie og med den det meste af familiefortiden var blevet kastet overbord og udslettet under den store rejse til Amerika. Lars Nielsen selv fandt trøst ved familiens amerikanske vovestykke, og næsten som et efterladt familiemedlem, værdsatte han at have en erindring om dem i Rasmus Andersens hjørneskab. Jeg vidste, det var den Rasmus, som giftede sig med Maren Svendsdatter nogenlunde på det tidspunkt, da familieinitialerne blev skåret i skabet; han var søn af den første Anders Rasmussen.
  Efter choket over at se Peder falde ned fra piedestalen blev jeg klar over, at jeg havde åbnet døren til familiens danske liv: Skåningegård, gården, hvor de havde boet. De navne, vi kun havde kendt fra de mikrofilmede kirkebøger -- Anders Rasmussen og hans koner Ellen Jensdatter/ og derefter Ellen Larsdatter, Rasmus Andersen og Maren Svendsdatter/ dernæst Sofie Nielsdatter, Anders Rasmussen og Mette Hansdatter, og Peder Andersen og Ane Pedersdatter - havde en levende bolig: Skåningegård. Jeg begyndte straks at øve mig i at udtale navnet på gården.
   Jeg tænkte: måske kan jeg nu skrive en sand familiehistorie.
  Gården og huset, hvor familien engang havde boet, eksisterede stadig, stærkt moderniseret, og de nuværende ejere viste os det venligt. De fremviste stolt en liste over tidligere ejere, og de kendte familier Rasmussen og Andersen var der. Sjældent har en historiker været så heldig efter at have været så chokeret. Nu begyndte jeg at lede mere bredt efter oplysninger om familiens liv.2
  Jeg mødte flere udfordringer, før jeg i 1993 var i stand til at afslutte en tilfredsstillende historie "En dansk familiekrønike". En af de første angik endnu en gang Peder Andersen. På mormonernes Familiehistorie Bibliotek var jeg faldet over et stort mikrofilmet aktstykke kaldet Realregister for Horns Herred. Det indeholdt oplysninger om alle ejendomstransaktioner i det nordlige Horns Herred fra 1855 til sidst i århundredet. En af gårdene i registeret var Skåningegård 9. Det blev først "skødet fra staten til Peder Andersen" 31. december 1855, hvilket noteredes 7. oktober 1856. Peder, og ikke hans fader, var altså den første selvstændige ejer af gården. Med ham realiseredes familiens drøm om at blive "selvejer".3
  En senere optegnelse om Skåningegård angav, at skødet var overtaget af "Enke Ane Pedersdatter" 2. november 1858, hvilket var noteret den 11. januar 1859. Således fik jeg at vide, hvornår Peder var død, og senere studier af kirkebøger afslørede, at han var død og begravet i oktober 1858 i Frederikssund på den anden side af fjorden, uden for hans elskede Horns Herred. Der på Frederikssund kirkegård (hvor hans egen tipoldefar også var begravet) kan vi mindes ham.
  Jeg endte med at skrive en historie i 12 kapitler. Den begyndte med slægtens liv på Sjælland i begyndelsen af 1700-tallet og sluttede, hvor de begyndte deres nye liv i det amerikanske vesten for 130 år siden. Det blev en historie om fire generationer, som opbyggede Skåningegården med Anders Rasmussen som den første. I slutningen af historien drager min bedstefar Anders, Peders ældste søn, vestpå. Han har med sig en moderne Henry riffel, som han fik som infanterist i Slesvig i 1864-krigen. Riflen gik videre til min far, og den tilhører nu hans barnebarn, som bor nord for mig i Oregon i den vestligste del af Amerika.
  Vi er draget vestpå i lang tid, har jeg indset. Mine familiestudier bragte mig så langt som til Skåne i det sydvestlige Sverige. Billedskærer Lars Nielsen skrev om "Rasmus Andersen, født 1743, død 1814"
  Hans fader har måske været en indvandret Skåning, og haft gården før ham...
  Mens jeg skrev historien er jeg rykket tilbage østpå. Min kone har bemærket, at jeg opfatter mig mere som værende fra Sjælland end fra Utah.
  Det kan være. I hvert fald er jeg kommet til at holde af Horns Herred i løbet af de gange, jeg har været der for at finde historiske oplysninger. Det er et meget blidere landskab end jeg kender fra min barndoms bjergrige vesten og (uanset hvad I mener) et mildere klima. Der er ikke så grønt og blomstrende og så mange huse som i andre dele af Danmark - i det gamle Skåne og på Fyn for eksempel. Men intet andet sted i Danmark virker så harmonisk på mig. Når jeg kommer ind i Horns Herred østfra eller vestfra sænker roen sig over mig.
  Dér har jeg hjemme.
 
1. "Hvad jeg ved af Skovens historie i Horns Herred", optegnet af billedskærer Lars Nielsen, Kulhuse. Optegnelsen påbegyndt 1928.
2. Fra begyndelsen fik jeg megen hjælp fra en pensioneret oberstløjtnant Niels Christian Linde, som bestyrede Jægerspris Turistbureau. Han viste os Skåningegård og skovene i Horns Herred, og han introducerede os til det danske køkken.
3. En anden historisk interesseret ven, jeg fandt - fhv. landinspektør Erik Damsgård i Farum - skaffede mig en kopi af udskiftningskortet fra 1809 over det nordlige Horns Herred. Herpå ses de officielle skel mellem gårdene, som de blev fastsat under Frederik VI. Kortet hænger nu på min væg i San Francisco og viser mig Skåningegård 9's jorde og navnet på dens ejer, Anders Rasmussen.
 
Kilde:
Stan Andersen: A Family Hunt. 1995. Skrevet til udgivelse i dette værk.
Log ind | Sitemagic CMS